ER GOLF NOGET FOR DIG?
Det var i hvert fald det rigtige for Malene!
Ingen ved om golf er spændende, før du har prøvet det. Men vi ved, at nogen bliver grebet af det, og for mange af dem bliver det nærmest en livsstil.
Herunder kan du eksempelvis læse om Malene, som for 9 år siden tog med sin far på golfbanen en dag. Hun syntes, det var sjovt at prøve at ramme den lille hvide kugle, så hun meldte sig ind i Golf Club Harekær og begyndte at træne.
Nu er hun 19 år, blev student sidste sommer og rejste for et halvt år siden til USA for at uddanne sig på college og spille golf på skolens elitehold, der kæmper hver uge for at vinde mesterskabet. Malene har lovet at kigge forbi ved juniortræningen, når hun til sommer er hjemme i Danmark på sommerferie. Og mon ikke, hun kan nogle tricks, som hun godt vil lære fra sig.
Ligesom Malene blev det, kan du faktisk i Golf Club Harekær blive medlem gratis, hvis du er mellem 9 og 18 år. Det kræver blot, at din far eller mor er fuldtidsmedlem i klubben også. Måske skulle du tage en af dem eller dem begge i hånden, så I kan få en masse fælles oplevelser og interne konkurrencer på både Harekær’s golfbane og de andre golfbaner, hvor I så også kan spille gratis.
Klubben sørger for, at du kan deltage i gratis træning hver uge i sommersæsonen, og så må du hver dag på vores drivingrange slå lige så mange bolde ud, som du har lyst til, og du skal endda ikke selv samle dem op igen. Det gør vi for dig. Vi har også golfudstyr, som du kan låne, indtil du har fundet ud af, om golf er noget for dig.
Hvis du har fået lyst til at prøve, kan du bare kigge forbi om mandagen kl. 16:30, hvor juniorerne træner. Men ring lige til Kim på tlf. 4060 8980 eller Svend på tlf. 2015 0220 inden, så han ved, at du kommer og gerne vil være med.
Malene valgte golfen, som nu har sendt hende til USA
Da Malene var 10 år gammel, tog hun med sin far på golfbanen en søndag og fandt ud af, at det faktisk ikke var så svært at lære at ramme den lille hvide kugle, som man spiller golf med. Hun fik hurtigt lært, hvorledes man svinger en golfkølle, så bolden suser langt væk fra, hvor man står. Og pludselig oplevede hun også, hvor fantastisk det føltes, når bolden trillede ned i det lille hul med flaget på greenen.
Hun blev hurtig god nok til at tage med sin far på forskellige golfbaner, og det har de to dyrket lige siden.
Da hun blev teenager, begyndte hun at spille volleyball, som også krævede en del træning, når hun ønskede at være med, hvor det var sjovt. Men skole, lektier, volleyball og golf var der ikke timer nok til i døgnet, når det også skulle være seriøst. Så Malene måtte vælge.
Volleyball er en holdsport som mange andre sportsgrene. Man bliver en del af et hold, som træner sammen og sætter sig et mål, som holdet prøver at nå.
Golf er en individuel sport, hvor man kæmper lige så meget med sig selv, som mod andre. Det er derfor helt op til ens eget temperament at beslutte, hvor langt man vil forsøge at nå og i hvilket tempo. Man er ikke afhængig af at andre møder op til træning og man kan faktisk træne hver eneste dag, hvis man har lyst.
Malene valgte golfsporten, fordi hun i den sportsgren selv kunne bestemme, hvor meget hun ville træne og hvilket ambitionsniveau, hun drømte om at nå. Hun kunne udfordre sig selv, lige så ofte hun ønskede det.
Med studenterhue og en masse gode golf-resultater i bagagen, lykkedes det hende at få tilbud om et 4-årigt ophold på Lindsey Wilson College i Kentucky, USA på et såkaldt ”scolarship”, der betyder at hun kun selv skal betale 5% af, hvad sådan et ophold ellers koster. Til gengæld skal hun så spille på skolens golfteam, som hver uge konkurrerer om The Championship, men det opfatter hun jo ikke ligefrem som en byrde.
Da Malene var hjemme i julen, lovede hun os at sende en lille indslag hjem en gang imellem, så vi kan følge med i, hvordan tilværelsen former sig ”over there”. Disse beretninger vil du kunne læse, efterhånden som vi modtager dem.